United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at standse. Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob. En kongelig Begravelse. Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over Kongens Død.
Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder. -Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte. Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng. -Saa gaar vi, gentog Ida. Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
De saa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rodt som Randen af et Hav, mens bag det, paa Hojderne, Huse braendte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den rode Ild rinde ned over Bakkernes Kamme.
Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida. Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet.... Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde: -Naa, saá De den ny paa Kontoret?
William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?" "Det var Grevinden med den unge Jansen." William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet. "Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og et vakkert Menneske." I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa.
Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Følelsen, hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste han, de nærmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men sporede ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrød Funke paa det Sted i Mørket, hvor Gaarden laa. Det tændte hurtigt, en høj bugtet Flamme slog i Vejret.
Der var i Øjets Udtryk en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt Energi, som betog William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til Døden og tørstet ... Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed Scenen var forbi.
Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde fortæret al Legemets Saft.
Dagens Ord