United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille , og Aubanel , der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras , der er Fredsdommer, og Anselm Mathieu , der ejer et Hotel sammesteds, samt William Bonaparte Wyse , der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver.
Schønaich Felix ... -Ja ja jeg elsker Dig, elsker ... Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ... Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, hviskede hun: Hvorfor har Du saa elsket mig? En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal. Ellen havde spillet. Generalen blev meldt. Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Hun reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig. Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot. Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte kun en enkelt Violin. -Det er Guyla, der spiller.
Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi. Jo, det var hende. Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede. Ellen laa ubevægelig, Saaledes drømte de begge nær hinanden i den stille Nat. Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende Tindinger, sagde hun igen: -Kom Felix lad os gaa. Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget. Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare.
Ellen hørte: Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ... Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte: -Felix, her vilde jeg gjerne dø. Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og hed. Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft.
Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. Violinerne lød. Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt. Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix kom jeg vil gaa. Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber ...