United States or Ghana ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst at følge med?« Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke. -Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ... Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden. -Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest. -Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.
Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære. Og alligevel, alligevel!
Men Hunden, som ikke vilde dræbe uskyldige, bøjede sine Kløer opefter og rodede op i Menneskebunken. Ja, ganske rigtigt! Allerunderst laa de! Først bed Hunden sig fast i hendes Bryster og rev dem op, helt ned i Underlivet. Hun gav ikke en Lyd fra sig. Derpaa sprang Hunden ud og kastede Brysterne op for sin Herre. „Fik du dem begge to?“ spurgte Manden.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun. Og Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen?
Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab. Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen!
Men Længslen efter Mor ... Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og den varme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke som Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til det yderste holder hun Vagt, mens de drikker. Hrew ... hrew ... Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De tørstige Munde forsøger at holde fast.
Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles væk! Jørgen . Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i Sadlen, Hr. Kammerjunker! Claus . Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en eller anden Maade faae ham.... Jørgen . Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det. Claus . Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen!
Hele Attika med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde.
Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?« Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.
Dagens Ord