United States or Grenada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i Smaaklynger og blev ved at tale, hojt, om Bustrup og Vaerkerne og Mysunde og om den sidste Krig.
Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vaek fra Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren: -Det er dem , som skal do, du.
De rullede ind i gamle Kalescher med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig for Røgen fra de lange Piber. Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.
-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne. -God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel. Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille. Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de allersidste Roser frøs langs det hvide Hus. Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store. Moderen saá til dem hver Dag.
-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen. De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med de store Hænder. Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo. Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel. Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.
Moderen spillede til paa Klaveret. Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene blev fyldt og gamle Fangel svor. Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu. -Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel. -Ja, gør det, gør det, sagde Moderen. Pastorerne kom op fra Stolene lidt usikre var de paa Benene og de drog ind gennem Dagligstuen.
Og han ruskede i ham. Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han kun: -Men hvad vil da Gud med sit Danmark? Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have besorget Kapellanen kom i sin Vogn. Bispen var endnu alene.
Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Ojne. Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt paa Trappen: -Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske vil De staa op!
De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle undtagen Provsten, der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte. Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen.
Dagens Ord