United States or American Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" ... "Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal " "William!" "Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie ... men bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene tilbage.
Men det er jo noget Svineri, dette her det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet ikke have vist Dem det." "Aa ..." "Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke være det bekendt i Grunden. De faar heller ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er ikke pænt. Det er ogsaa uheldigt med den Pige, vi har.
-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn. Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet. Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig: -Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting ... Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine kønne slebne Karaffer. -Dem til Madeiraen.
"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt, og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme, da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres Kryb."
De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store Vagabondhær. Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og uhyggeligere.
En Gang maa det vel ta'e en Ende. Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille. -Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet ... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent. Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, Vilsac, sagde hun. Vilsac rystede paa Hovedet. -Jo jeg vil savne Dem og mer end De tror. -Hvis De faar Tid dertil -Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa. -Hvorfor skal vi tale derom?
Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen.
Selv om jeg virkelig var saa slet, som jeg formoder, at jeg ser ud, kunde jeg aldrig ønske mig nogen anden. Han tilbeder mig og lader mig kommandere sig omkring, og saa kommanderer han mig omkring, og det faar mig til at bæve af Fryd! Og hvis nogen blot ser mig paa Gaden, hvad de naturligvis altid gør saa udsender han blaa Lyn imod dem, og jeg føler aa! jeg føler hele Tiden!