United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at øjne. Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De lægger siden deres Æg i Blodpletterne.
De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene efter.
Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren og Støjen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foraaret«, som gik over. Men Brevene nu forstod han ikke.
Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“ Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale om Spæk.
Hver blød Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring. Un bon diner følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds.
Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem. „Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de. Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene.
Stivnet af Rædsel følger de den lange, bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper ikke større end Knappenaalshoveder drysser som ormædt Støv ned mod Jorden. Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster mellem Ris og skabede Nælder. Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække.
Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende. "Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han. "Jeg følger min Ordre." "Saa bliver De blot slaaet ihjel." "Meget muligt." Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel.
I det alvorlige Hjem var Kjærligheden forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft.
Dagens Ord