United States or Mexico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren. Det unge Menneske rejste sig: -Farvel, Grandpapa, sagde han kun. -Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte? Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte: -Ungdommen maa have Penge, sagde han: -Farvel. -Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik.
Og som ved et Tilfælde rørte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fløjels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for Døren som en Væg. -Ja, Hvide er utrættelig, sagde Hans kongelige Højhed og smilte. -Deres kongelige Højhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og skød Portièren bort.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en Kæmpes: -Lad mig se hende. -Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var. En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg: -Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence. Han svarede ikke.
"Hvad har De der?" spurgte han. "Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse: -Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et, naar man er kommen i Ulykke . . . -Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Fornøjelsen.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany: -Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok. Moderen havde bøjet sit Hoved: -Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte. Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet. Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev: -Dér, sagde han og skød Anvisningen bort: -Vil Du kvittere. Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad. -Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet. Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte Haand.
-Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude. Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde: -Der bli'er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun. -Ja, tilsidst, sagde Moderen. De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom og de gik videre, ind til Hans Excellence: -Ja, Farvel, Onkel Hvide.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde hans evige eller eneste Tanke : -Og det gaar saa daarligt med Serveringen. -Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen. -Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ'er. -Farvel. -Hans Excellence vendte sig og Døren gled til. -Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.
Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig. Sofie stod derinde i en Krog: -Hvad vil hun? sagde han. -Hun skulde hun skulde gerne ha'e Penge: -Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt. -Hm, sagde Hans Excellence.
Dagens Ord