United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men han kunde ikke faa det løst op, og Frøken Erichsen maatte hjælpe ham, saa Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald. Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed. -Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som han greb.

Hun stansede midt paa Gulvet: -Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør. -Det véd jeg. Frøken Erichsen gik. Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Haand.

Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran sit tomme Bord. -Kald Frøkenen ind, sagde han. -Ja, Hr. Konferensraad. Hr. Hansen gik gennem den store Dør og Frøken Erichsen kom ind: -Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun. -Ja. Frøken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved. Mens hun gjorde det, sagde han: -De Ting er i Orden.

Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen saá, skønt Hofjægermesterinden havde sænket Laagene for at dække Blikket, sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt: -Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos Konferensraaden. Frøken Erichsen saá et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i Ansigtet: -Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik.

Frøken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de laasede Vinduesskodder gjorde det halvmørkt, saa Møblernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der laa som Strimer af Guld paa Rococo-Væggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Saa havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet. Hans Excellence saa Frøken Erichsen rejse sig fra en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham: -Han har det bedre. Rynkerne, der dækkede Frøken Erichsens Ansigt som Gittermasken Fægterens, sitrede et Øjeblik. Saa sagde hun: -Gud ske Lov.

Hans Excellence blev ved at gaa, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge. -Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i Konferensraadens Stue.

Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn frem fra hans seende Øje: -Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt: -Jeg har ventet ham. -Vel, Hr. Konferensraad. Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm: -Tag Puderne bort, sagde han. -Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det. -Og Skærmen af Lampen. -Ja, Hr.

-Konferensraaden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille, som den, der har Magten: -Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik. Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krøb tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved: -Du vil ikke se mig, sagde Hvide.