United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi. Hun følte paa Tæppet.... -Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst. Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due". Og det blev ved "Kyllingerne".
-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab. Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler.... -Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag.... Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé.
Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen. Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm. Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang. -Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie. Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.
Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due: -Joakim Barner af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet. I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste. -Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige Øjeblikke, sagde hun.
Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene. -Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven. Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud mod Skoven og Vejen. -Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne.... Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer.... Enkefru Abel bragte Vingelée. -Til at lædske Tungen, sagde hun.
Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole. -Og hvad svarede han mig, Fru Abel? Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til "Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Længer. Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken. Gamle Pastor Linde gik til og fra: -De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre. Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue: -Ja, her er livligt. -Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng paa "Præste".
Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa Trappegangen og slukkede Lygten. Og ilsomt, som for at overdøve en sidste Betænkelighed, løb han op ad Trappen. Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hængelampes dæmpede Skær over en Stue. Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna. Stuen var ikke stor, og den bar Præg af renvasket og gennemskuret Nødtørftighed.
Dagens Ord