United States or French Guiana ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik«, sagde Andrea Margrethe. »Og jeg skal dandse den med Christopher«, sagde Emmy.
Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.«
Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før.
»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?« spurgte jeg tilsidst. »Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.«
Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en indre Stemme, som sagde til mig: »nei Du skal gaae til Emmy«, og vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: »nei Du skal gaae til Andrea Margrethe.«
Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.
Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! hvor det var morsomt at sige »Du« til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele Tiden »De« og maatte idelig rette mig selv. Og jeg selv ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før havde været.
Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy Andrea Margrethe Andrea Margrethe Emmy. Der var saa stille i Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik tak, tik tak.
»Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe. »O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt«, sagde hun. »Det mener Du ikke«, sagde Emmy. »Jo vist mener jeg det og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.« »Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede Emmy.
»Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke, kunde Du vel ogsaa.« »Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at spise?« »Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende Svindsot i de sidste Dage!