United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den stod som et Ur, der allerede er runden i Staa. Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom. Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst: -Ja, jeg sidder her, sagde hun. -De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen. Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den ti for Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e, Elsebeth og den skulde være ene.
-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen. -De har det bedst, sagde Elsebeth. Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid efter Solen og bragte Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile. -Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til. -Hvad mener Elsebeth?
-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth. -Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En bare og venter. -Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen. -Ja. -Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund. Saa sagde Hans Excellence: -Sidder hun derovre endnu? -Hvem? -Mener Grandpapa Elsebeth? -Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter. Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence: -Der er intet at vente efter ... og han fortsatte: -Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med os at gøre. -Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen. -Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e noget med os at gøre. Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn. -Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften. -Farvel, sagde Elsebeth. Men ude paa Vejen var Moderen tavs.
Elsebeth saá paa den ældste Dreng hun havde saa klare Øjne, men de sad dybt : -Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun: -Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid. -Hvad siger hun? spurgte Drengen. Men Moderen svarede ikke. Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne. -Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over. -Hvad siger hun? spurgte Drengen.
... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag Gærderne. Deres Vindueskarme var grønmalede og deres Døre var grønne, men selv var de hvide midt i Sneen. Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede efter, og den ældste Dreng løb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen: -Saa den Dreng gaar, sagde Moderen. I det yderste Hus boede Elsebeth.