United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet. Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være kærlig.
Hun var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun var født til at være en Konges Maitresse. Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til den fremmede Minister.
Der var kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen. Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det gjorde godt paa de hede Dage.
Men saa en Dag styrtede han dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget. Den anden var en Kvinde. Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige Øine. Velhavende var hun ogsaa Maagerne var endnu rige og Ellen havde haft Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende hjemme.
-Deres Heste...? Ja de har mange, og hans Kikkert søgte op mod Amfitheatret. Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine. -Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen? Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.
Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun: Ja hvis Du synes. Og han maa jo dog som Stamherre ... Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt. Saadan at have en voxen Søn Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød Slæbet til Side med Foden og stod op.
Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende. -Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. Lidt efter gik han. Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig. -Det var ham, der sang, sagde hun. Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren ikke kendte: -Ja Du kan slukke. Festen er forbi. Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale. Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer. Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove igen. Sove mer.
Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu. Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død. Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme. Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse.
Dagens Ord