United States or Falkland Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja han takkede, hvis Ellen vilde ... -Det vilde maaske more Carl ... Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok ... Nu saa han igen paa hende. -Nei hvor han dog havde let ved at blive rød jeg ved ikke, jeg forstaar ikke ... rigtig at spise dem. Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte sé anden Akt ... Scenen paa Markedet ...
Er du bange for mig? Ellen blev staaende. -Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, altsammen ordnet. Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen mit Barn. Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede.
Damerne lod Slæbene falde og lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen.
Det var det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i. Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun kunde handle, som hun vilde.
Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den stakkels Kind. Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind til hende. -Tager Du paa Koncert, spurgte han. -Ja og Du? -Følger med, min Ven Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; spurgte han.
Saaledes saa hun ud. Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd. Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre. -Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og jeg blive en slet Fa'er.
Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro. Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset.
Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige. Men saaledes var det, og der var intet andet. Og hun hun blev her.
Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten. Ellen reiste sig og gik ham imøde. Han var taget til Veile. Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ... -Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.
Dagens Ord