United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort.
Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte af Raseri og Had til Russerne.
Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.
Jeg steg ned imod Elben ad en Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa #den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene.
Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre. De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.
Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm: »Der kan da ikke ske Sammenstød?« »Vist ikke!« Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet. Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme.
Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod Floden.
De skulde holde Stillingen ved Elben, indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en Gang. Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i "Kleine Dammstrasse". Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz' Krop og siden beholdt han Navnet. Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til.
Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op for det og se det igjen. Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen. Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille imod Strømmen; det var endnu noget Høivande.
Dagens Ord