United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige Lyster i eders Vankundighed; men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde hellige i al eders Vandel; thi der er skrevet: "I skulle være hellige, thi jeg er hellig."
Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte hun. Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter Dig ! ... Naa, hvad sagde han saa? Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og flyve udenfor«!
Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved. Saadan gik det Par Aar. Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen.
Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn. Ambrosius . Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren? Claus . Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han: -Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at have arbejdet. Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig.
Ude i Køkkenet blev der ganske stille en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen. -Himmelhunde, sagde Faderen. Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet: -Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik paa Værkstedet. -Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes.
Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik omkring Hjørnet paa Terrassen, havde et Vindstød nær blæst mig lige i Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette Efteraar. "Hvor har De været hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet os lidt. "Jeg har søgt efter Dem overalt."
Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!" Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel.
Moderen laa ned ved hans Seng: -Ja, Max, ja gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun. -Ja, Max, Ja gor det saa ondt? Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter Tine saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin Datter, til hun stille vendte tilbage.
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde Kone, de, som før sad mig i mit Aandedræt og min Graad. Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer.