United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Er jeg ikke den bekendte Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var bange dødsens angst.
Maaske har vi i dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig tale med Dem." "Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?" "Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!" "Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"
Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og havde været sløv de sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til Skyggerne, som faldt skraat fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af det Geled, han gik i. Han saa med Forundring, at der var stor Forskel paa Skyggerne, et Par var en Grad lysere, og hans egen forekom ham mørkere end de andres.
Jamen jeg kan jo ikke, ikke, ikke holde det ud! skreg han og kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i Dødsens Pine. Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede hun træt og raadløs sine Øjne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun kæmpede jo for Livet. Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun formaaede fortæl mig heller det hele.
Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have set mig i det Øjeblik! Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater Følgeskab!"
I Søen rundt omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var dødsens ...
En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og saa blev alt pludselig Dødsens stille.
Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk: Stands, eller I er Dødsens! Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser.
Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke, og i Morgen Aften møder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt, og saa er vor Del af Arbejdet færdig." "Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der laa paa Sengen. "Vi vilde være Dødsens, hvis vi kom tilbage til Peking uden den."
Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet under dem.
Dagens Ord