United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende. Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik fra hende til Fru Carruthers.

Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm ... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt. Saadan var det gaaet indtil nu.

Damerne lod Slæbene falde og lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen.

Men Dick lod ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold; hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig et muligt Angreb af Harris og hans Folk.

Nu og da kunde det dukke op igen, det, der var bagved, men det kunde ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden, hvor det hørte hjemme.

Det var mig et kjært Arbeide at dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for saa stor Miskjendelse.

Der vilde han gaa i Land, og han vilde for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde han se Bølgerne brydes rundt om sig ... Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte sit Glas og hævede det mod Fru Ellis. Og hendes Øjne glimtede ham i Møde. Omkring dem boblede Larmen op. Maleren sagde nærgaaende Vittigheder til Fru Ellis, Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten smilede beskyttende.

Det manglede jo i Grunden blot, at ogsaa Luften skulde gøres uren af menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben at Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den blaa Himmel eller følge de drivende Skyers Leg ... ... Kunde man blot finde paa noget, der for bestandig gjorde en saadan Verdens-Vandalisme umulig! Nede paa Jorden burde Menneskene blive. Der lod Livet sig leve trygt og smaat.

Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.

Og disse Minder vil dvæle ved en stille , der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.