United States or Denmark ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kun i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse Sparepenge. Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham. Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var hun dog i det mindste den nærmeste til at profitere deraf ...
Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi da i Fortiden, slet ikke i Nutiden?
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...
Men pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn. Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm jog hun alle Strenges Toner op.
Nu gik hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier, der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod alt og alle.
Den Dag i Dag holder jeg ikke af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier. I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til Halm.
Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende. -Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. Lidt efter gik han. Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig. -Det var ham, der sang, sagde hun. Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen. "Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge. Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i Drømmerier. Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig.
Jeg svarede hertil, at uden at ville nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden, der omgav ham. »Og det siger De«, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet hos hende, »det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.« »Hvorledes det?« spurgte jeg.
Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af al sin Sjæl. Mod Carl var hun foranderlig og uens. Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer. -Er De bedrøvet? spurgte Carl. -Ja lidt, hun forsøgte at smile. -Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor. -Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.