United States or Moldova ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu var der blevet stille i Klostret. Noget sjældnere saa Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til Te nu, og kom de paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Der blev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkede det. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, hvor "Drengen" skulde bruge Penge. I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag.
Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.
Sikke dog Navne paa Karusser , lille Povl! sagde den gamle Frue uvillig. Det er ikke Karusser, det er Delfiner , sagde Drengen Det si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«. Hva' gør 'en ...! Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle Seemann, der var faldet i Tanker.
Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ... -Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen. De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille: -Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam. Madammen sagde: Det er en Øvelse. Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
Ja ...! nikkede Drengen Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde Du vist heller ikke tie stille ret længe! De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand: Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han. Isidor svarede ikke.
Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ... Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig. Tak ... sagde hun Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men jeg var saa tørstig ... Sov Du? Ja ... sagde han hurtig Du har da ikke Feber? Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover? Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe.
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden ikke anden Dreng end han.
"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden, at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af 100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en Insektfanger med i Købet.
Drengen saá op Ordene var komne ligesom et Suk. "Hvad er der?" spurgte han. Moderen svarede ikke. Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm, støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.
Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder.
Dagens Ord