United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !


Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg. Lidt efter sagde hun: -Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden? Qvam fløjtede: -Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.

-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver.... -Ja, vi bliver, Doktor. -Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar. -Nej, Satan til Historie, siger Bai. -Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander. -Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor. -Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns Ansigt. Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen. Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned over ham: Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig. Ja, sagde Doktoren og godt det samme!

"Maaske et Par Aar," sagde Lægen, "men naar De er bange ..." Berg vendte sig halvt bort. "Er der da intet at være bange for, Doktor Berg?" Ordene kom heftigt, som en undertrykt Bebrejdelse, og det unge Menneske saá atter skarpt paa Berg. "Er der intet at være bange for?" "For Dem intet." Der var en kort Stilhed. "Men Skolen?" sagde William tøvende og slog Øjnene ned. "Aa ja, søg Paaskud!"

Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte: -Skal jeg saa bort imorgen? -Ja, imorgen tidlig. Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig. Saa trak han træt paa Skuldren: -Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor. Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel: -Deres Verden frister mig ikke.

De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde Frøken Helgesen, der elskede at danse. Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.

"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn." Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok. Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende.

Dørene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor lad mig sætte mig jeg er altfor træt. -Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung. Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.

Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke: -Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til ... Lad Patienten kun gøre som han vil ... Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun: -Han er den eneste, jeg er forskrækket for. Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig.... -Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse.... -Et Spøgelse? -Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske. Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.