United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Solen skinner, sidder vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud.
Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om! I taler over Jer. Ambrosius. I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig? Abigael . Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt.
-Vist saa, sagde Asta og tog hende næsten paa Skødet: noget er der, noget maa der være, sagde hun og klappede hendes Haar. -Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den Gang: Lille Mus lille Mus. Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt. -Mathilde dog men Mathilde dog.
Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at jeg skulde gennem Senlis. "Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem." "Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg. "Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.«
Jeg hen til Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du gjør!
Mens det for hvert Minut, de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn altid havde været ligesaa tomme og saa indholdsløse som nu. Fornuft blev der ikke talt.
Foreløbigt er der dog ikke andet at gøre, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne. Danske Haveselskab.
Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt. »August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!« Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer. »Esther! Esther!« Stemmen kom fra det aabne Vindu.
Lange gjorde en Haandbevægelse, som berøvede han »de andre« en hver Idé. -Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og saa gir man ham Synspunkterne du forstaar du »det større« Syn paa Tingene. -Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange. -Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet.
Dagens Ord