United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklæringer.
Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge. Hun blev siddende, endnu et Øjeblik. Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Medens han sov her som Barn, kunde han vaagne og høre Stilheden koge, han tænkte sig da nogen, der rejste evigt forbi. Slædemeders stille Gliden hen gennem uendelige Snefører, og af og til en spæd og skrøbelig Klang som af fjærne Bjælder. Senere troede han at høre Svanerne ude fra Fjorden, efter at han en Vinter havde fornemmet deres fine, frostskøre Musik ude fra Vaagerne.
Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave!
Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene, og hun løb. -Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.
-Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads. Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad man kunde ikke faa en ordentlig Skjorte i hele Byen. -Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat.
-Pressen min Herre man skal ikke bespise den det er det dummeste, man kan gøre at bespise den jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre vær fordringsløs skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces'en. -Ja det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.
Familien levede ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel endogsaa glemt deres store Stammenavn. Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af Ætten til Kræfter.
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler. De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
Modre bad om Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum. Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte man som Knive de Saaredes Skrig naar i Stimlen de nogne Vogne stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse. Smedjen var fuld.
Dagens Ord