United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og paa Bænkene langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der; han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange Lys. Dagligstuen, hvor Arnen staar.

Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen. William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en Angst, som næsten dræbte hans Sorg.

Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor.

Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa. Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve.

Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore, blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene: Ja nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne.

Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst. Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin Haand om hendes Liv.

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor, »De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.« »Hvad skal der gaae for sigspurgte jeg Emmy. »Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os

Tak for Mad, min Pige. Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne paa sine Laar. Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har Hjerne. Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede. Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene. Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.

Men der var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange, inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre endnu. Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes Forpagteren og Hr.

Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om et usynligt Lig. Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede hendes Hænder.