United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ... Men saa kom Historien med Minka fra Mosen. Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme hos sine Forældre.

Og da Parret senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde fordrageligt.

Chloroformen havde virket. Kapitel III. Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at besøge sin Kollega fra Panama. »Har Du travltPanama Diplomaten svarede ikke. Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa. »Men hvad i al Verden ... er Du fuld JoachimEn nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men død da? Død i Stolen?

Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af Marie Pige. Man hørte kun en høj Hulken. Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den Dødes Bryst. -Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af Toget. -Hvordan staar 'et! -Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs. -Hva'? -Satan

Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og tilbage.... Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten død død ude Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne....

Den gyldne Viin mig kvæger Og gjør mig glad og fri; Men har jeg tømt mit Bæger, Saa er den Fryd forbi. Musik og lystig Sang Fornøier mangen Gang, Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang. Nei, meer end lifligst Drue Og deiligste Musik, Jeg priser Elskovs Lue, Som til mit Hjerte gik. Den af et Ord blev fød Og flammed op til Glød, Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!

Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund. Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham. Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud, som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende.

Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner lige ovenpaa hinanden. Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen med blytunge Lemmer. Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos Moderen.

Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde: „Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“

"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse Død."