United States or Palestine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der kommer for at varsko første Gang. "Je serais prêt, mon ami," siger Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være der, men heller ikke noget halvt Sekund før.
En ældre, ordinær Herre, der har pyntet sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham.
Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage, Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny Hæder til det gamle Navn.
Coquelin har i sex Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en saadan aristokratisk Soignering.
Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte Kritiker, til han skulde ind paa Scenen.
Naar man nu vil kaste den den gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren. Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet "Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der har fremtvunget dette Kors.
Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne.
Coquelin overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration. Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa.
Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften, det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af det samme Publikums Øjne.
Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner selv de mest haardnakkede Modstandere. Coquelin i sin Loge, Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer at home . Genren har sit Værd.
Dagens Ord