United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth. Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej vi har ikke set hinanden i to Maaneder. Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr.
Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund mellem de andres Bén. Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de smaa« paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes. Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægtemænd bagerst.
Fru Canth og de andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten. -Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen. -Ja, svarede Herluf. -Kom herop, raabte hun. De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende og jublende ud i Natten.
Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var saa nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede paa Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende: -Jo de to forstaar man ikke sandt? dette forstaar man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det næsten gjorde ondt i hans fingre.
Scheele , sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »Chiromantiske« Lærerinde fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster: Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo hun kildrer, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.
Fru Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser. Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de smaa«, samt Mændene.
Fru Strøm vendte sig og bevidnede det. -Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte sig igen til Vinduet. -Jo det var saamæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges hun havde jo hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet....
Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord.... »Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i Lommen i en Krog.
-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra. Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende.
Dagens Ord