United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa Fortovet, helt ind til Husene. Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. Han gik gennem Porten.
De spildte straks. Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden saa hun fik hektiske Pletter i Kinderne de talte om København og alle Bekendte: -Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far hun begynder at tale om Konfessionerne.
Alle Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes Munterhed søger at følge dens Flugt.
Hun vilde se, hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende AElte. Madam Balling loftede Skorter og vidste ikke, hvor hun skulde saette sine Ben. -Tine, Tine, kaldte hun gennem Stojen og saa om efter Datteren, der hele Tiden blev tilbage.
„Tag mig!“ sagde Tusindbenet. „Nej, dig vil jeg ikke have,“ svarede Pebersvenden, „du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle.“ Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind. Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud. „Tag mig!“ sagde Myggen. „Nej, du bider jo,“ sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
Konferensraad, naar en Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning. -Sin Kredit , rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med Linealen, før han lagde til: -Ja, ja Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk paa det sidste Ord og saa' hen paa Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben.
For hvad skulde hun gribe til med hende, nu de var alene ... Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes halvandet Ben kunde flytte sig Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat. Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.
Nu laa han uden for Huset og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs over Heden for Sne.
Jægermesteren forsøgte at staa op. -Støt Dig til mig, sagde Sønnen. -Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op. -Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump. Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over Gulvet.
Dagens Ord