United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden. Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind igen, mens hun stadig talte med Bolling.
Og atter lod Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, der drog bort. Madam Bolling stod igen paa Trappen og gik atter ind. -Aa Gud aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; at de skal derud og do . Tine horte kun Skridtene de blev svagere, svagere. Han var borte nu. Og et Ojeblik var det, som al Bedovelsen veg fra hende.
Bolling var kommen til Ro i sin Stol og Madammen var ilag med at strikke Hael. Tine sad nede paa Forhojningen, med Haenderne i sit Skod. Madam Bolling talte om "dem derovre" Fruen og lille Herluf. -Ja, hvad maa hun lide at sidde der og vide ingenting ja, hvad maa hun lide. -Ja, sagde Tine langt og mildt.
Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Graesning paa en Vejkant, for hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Haenderne, da de kom hende forbi. I Skolen sad gamle Bolling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og hilste.
-Fa'er, Fa'er Tine kom lobende med et Lys og bojede sig ned over ham : Fa'er, raabte hun angst, Fa'er er det no'et med Mo'er? Men Bolling svarede ikke; for han med et tog hendes Hoved og forte det ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage mod Vaeggen og loftede sine Haender, som sank igen.
-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding.... -Og var ret en herlig Familie, sagde Bolling.
Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen raabte ned over Vejen: -Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... Mr. Arboun har bragt det. Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen over Ojnene, langsomt, og blev staaende.
Men Tinka og Maren ordnede i Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under Fruens Billede. Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen. Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig. -Hvor er hun, spurgte hun. Tinka kunde ikke svare.
-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud aa, Herregud! -Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen. Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved Dampskibet.
De sagde ikke meget, kun en enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen: -Ja det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med Bibelen.
Dagens Ord