United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !


Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf de straalende Øjne og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov. -Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.

"Aa, ja naar man vil leve, men jeg vil hellere ..." "Naa, ja saa hæng Dig!" William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt. "Men Du tør ikke." Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig." "Det er jo en hel Del." "Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har ... skam ikke nægtet Én noget.

Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. »Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig.

Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri: "Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i den sidste Tid." -Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem: "Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren. "Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang." Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.

Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum: -Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige: -Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en agtværdig Mand. Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer i Øjnene.

Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke.

Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel? Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe". "Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa. "De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med Elmire."

Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden. Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar.

Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned. Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun saá ind i et langt Øde, en Taage hang over.