United States or North Macedonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa aner de ikke, at her oppe i Biblioteket gaar der hver Dag Snese af Mennesker og øder Aar paa at opdage en eller anden videnskabelig Nordpol som i de fleste Tilfælde er opdaget for længe siden af Andre." "Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. Aldeles ikke." Præsten vendte ham vredt Ryggen og gik. Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.
Naar han om Morgenen tog med Damperen ind til Byen, kunde han sidde sløvt hen paa Dækket og lade Solen skinne paa sig, til Hjernen døvedes og Lemmerne blev tunge. Det var da altid med betydelig Overvindelse, at han gik i Land og vandrede ad de solhede Gader op i Biblioteket. "Der er," havde han en Dag sagt til Anna, "ikke noget lykkeligere Ord i Sproget end det ikke at gide.
Og en uhyre, vellystig Døsighed krøb igennem hele hans Legeme. ... Det var en Dag, da han havde fri fra Biblioteket og saaledes kunde nyde sin Hvile i endnu flere Timer end ellers. Det var gnistrende solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en Overflod af lyseblaa Lyksalighed. Han havde netop indrettet sit Leje og skulde nu til at strække sig paa det. Men først sad han lidt over Ende og saa sig om.
Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet. Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen. Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.
Fremtiden syntes ham ikke tvivlsom: den maatte føre ham gennem en Doktordisputats til en Universitetsstilling. Assistentposten i Biblioteket var altsaa kun til ganske foreløbig at flyde paa. Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig ind i hans Sind og omklamret hans Fantasi, saa at han ikke kunde slippe dem.
Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen. Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun der.
Men paa en Gang syntes han, at han sad her i Biblioteket som i en aaben Begravelse. Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori døde Tanker smuldrede hen, spredende en mulden Liglugt om sig? Og disse Skikkelser, der gled ind og ud uden Lyd eller som sad ubevægeligt bøjede over Bøgerne var det Liv, de førte?
Carruthers ikke hader mig, kan det gaa lige op imod, at jeg kun har én Aften. Jeg skal gøre mit Bedste ! Torsdag Nat. Jeg var nede i Biblioteket og sad uskyldigt og læste i en Bog, da Hr. Carruthers traadte ind. Han saá endnu bedre ud i Kjole, men det lod til, at han var i daarligt Humør, og han fandt utvivlsomt Situationen ubehagelig.
Ogsaa de Mennesker, der søgte Biblioteket, skaffede ham Nydelser. Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. De blev staaende ved Døren, ydmygt blussende af Generthed, inden de vovede sig frem med en stakaandet Anmodning. Og de satte sig paa Kanten af Stolen, mens de ventede.
"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort noget, saa kunde der saamænd godt tages en lille Entré for Bøger det er jo alligevel dannende og det er ogsaa noget, man ikke saadan holder hjemme ... Nu snakker de jo saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne jeg siger: naar Staten den drev sine forskellige Bikser som nu Biblioteket med lidt mere Smartneshed, saa blev der magelig Penge til noget af den Slags og til mere med ..."