United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst. De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde. Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
-For Guds Skyld, for Guds Skyld der kan komme nogen, sagde hun i den yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét hvad er der skét? sagde hun. Sig det sig det.... Han løftede Ansigtet og saa' kun paa hende med Øjne, der var stive og som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.
Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum. Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv. Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke. William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin Næseklemmer.
Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an. Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød: Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?
-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid være alene om at gøre Mudder. -Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Møblerne paa Plads. -Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør 'et ikke det si'er jeg dig det er en Skandale for alle Mennesker. -Fordi man la'er #dig# sidde.
Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa. Saa, Børn, sagde hun, la' vos saa høre nyt! Og saa begyndte Flaaningen. Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra Bageren i Jerslev.
-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham: -Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence. Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud: -Hvad er det, der staar?
»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte hvorledes de Andre roste mig. »Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i Seng, for det er jo snart Midnat.«
Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den ihjelfrosne Eng. Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den. Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den blegrøde Fraade frøs snart til Is.
Jeg begyndte at fortvivle igen, da jeg saá Nikola pege op ad Strømmen og forsvinde. I omtrent et Kvarter saá jeg ikke noget til ham. Saa viste han sig igen et Par Hundrede Fod længere oppe ad Bredden, og han pegede midt ud i Floden. Jeg saá derud og opdagede straks hans Hensigt. Han havde set en Træstub og havde kastet den ud i Haab om, at den skulde gavne mig.
Dagens Ord