United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg: «Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode?
Oppe paa Hojdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr. Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det gamle Sovekammer der var Snavset vaerst. Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; orkeslos sad hun kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder. Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hojaervaerdighedens Stemmer. De gik ind.
Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder. Slip mig! sagde han. La' mig bare komme løs! sagde han. Jeg skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin! Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig. Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden. Han saa ganske hjælpeløs ud.
Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude! Forvalteren er vel hjemme? Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol. Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun. Lad mig være i Fred, Mo'r!
Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig Men det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje? Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth. Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre Haand. Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.
Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine horte Korrespondenternes Stemme paa Trappen: -Nej ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den Sortsmudskede. Og Baronen svarede: -Som sagt som sagt nu maa man vente de store Begivenheder. Doren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dode hen over Loftet. Kun den Sovnlose gik og gik. Maaske haabede Tine nu slet ikke mer.
Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere, de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt lille Værelse.
Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen. Jørgen. Bi lidt, skal jeg melde Jer. Ambrosius. Den naadige Herre er ikke tilstede. Jørgen. Hvad! Staaer I her og lurer? Ambrosius. Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok.
Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af var han en glimrende Fægter.
Baronens Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha! De Forrige. Peder Rasmussen. Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men sandt at sige ... Peder . Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... Jeg har et Ord paa Munden endnu. Baronen . Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
Dagens Ord