United States or Tonga ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han har saadan en smuk Skikkelse." Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar over.

Aah jov kaske, du æ dov Far te mit Barn, o ken'ner vovt sæl igen. Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Følelserne blot. Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, nej, meget mere end lytter, lægger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ... Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og Træernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.

Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden! I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv: Det Barn maa ikke leve! Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.

Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende lige som en Søvngængers. Barneøine var det ikke. Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn.

Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der talte. „Solen Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med at gentage. Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke.

Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt: "Jeg holder saa meget af Robert næsten som om han var mit eget Barn at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De ogsaa, Evangeline det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?" Jeg trykkede hendes Haand. "De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte Kærlighedens vilde Foraarstid.

Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«. -Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien: -Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.

Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er kommet til at rive min Azalia ned.... Kan du Tabellen? sagde Moderen.