United States or Israel ? Vote for the TOP Country of the Week !
... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm uden Liv. Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om Tilgivelse hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet: Er De vred? hviskede hun ganske svagt.
Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser. Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
"Jeg har aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det og jeg kan det ikke nu." "Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd nok, at jeg er et skinsygt Bæst."
Jeg maa være forberedt paa det værste. Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.
Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin Silkepuddel: -Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene. Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens Skød.
-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun. Sofie blev ved at græde hun græd som en Karl : -Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til Alters ... nu paa Synda'. Hun snøftede højt. -Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie. Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.
Fernissen gled af hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.
Han kunde læse for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op. Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig.
Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste og turnerede mangehaande Vittigheder. Saa gik et Par Aars Tid.
"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?" Jeg tav jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den den vigtigste af dem alle. "Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge ulykkelige sig mig det i det mindste."
Dagens Ord