United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg valgte en Klippeblok og samlede al min Energi for at naa den. Strømmen hjalp mig heldigvis, saa at jeg næsten uden Anstrengelse blev ført hen imod den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prøvede atter med samme Resultat. Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en fremspringende Kant og kunde holde mig.

"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel." Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse og saa ud, som om han havde ondt. Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst.

Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ... og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges: Jesus, vær mig arme Synder naadig!

Ofte besluttede jeg at nærme mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik.

Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen. Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.

Thi vi have ikke levet uskikkeligt iblandt eder, ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder til Byrde. Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os.

Med stor Anstrengelse fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August kunde stige i Land i Triest. Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem.

Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans Spring var lykkedes. Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse og Skam. Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang. -Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen. Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra Manegen. Miss Alida stod paa Trappen.

I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden.

-Jeg gør, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans Mæle var næsten blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse. Det bankede paa den ene Paneldør først svagt, saa højere: -Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig hørte det: -Kom ind. Og Døren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Klæder.