United States or Malta ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne. -Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde. Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt. Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede. -Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang.
Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet. "Naa?" sagde Lady Merrenden. Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder.
De bar heller ikke mer, mens de sled, rimelige Ejendele, men de slaebte kun bevidstlose, hvad Skraekken havde givet dem i Haenderne. Born bar Husgeraad uden Vaerd, gamle Kvinder holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der strommede, udviskede Billedet af deres forfaerdede Ansigt.
Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften. De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst. Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind. Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem". Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem.
Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til. -Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale. Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.
Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden. Saa gik han.
Jeg har tilfældigvis aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, som jeg aldrig havde haft før. "Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte hun simpelt. "Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"
Jeg kunde rigtignok aldrig troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere, saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden han bemærkede mig.
Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens onde Gerninger ... Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne. Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer.