United States or Gambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var dog Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Række af Meningsløsheder herved fik en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham uden Anger over ugjorte Ting. Her laa han og var naaet saa langt som til Begyndelsen, skønt han var bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede sig uden at indeslutte andet end Foreløbighed og Savn.
Pludselig lo han godmodigt ved sig selv. Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa noget bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger over Vanskæbne, han følte sin Ensomhed.
Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi. Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og mindre nervøs.
Men han forstod af sig selv Grunden til al denne anstrengte Flid forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse var bleven saaret ved den Latter, den usalige Artikel havde bragt over ham. Nu vilde han have Oprejsning. Han vilde gøre en Opfindelse. Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig prikkende Anger greben af en uimodstaaelig Trang til at gøre Bod.
Undertiden, naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens Førstegry ... Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.
Denne Anger og endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev. Ogsaa i hendes Øine blinkede det, vi lo og græd paa een Gang og kyssede hinanden Taarerne af Kinden. Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen.
Og hvis det viste sig at være en Overilelse, dersom hun senere opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom for sent! Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil sikkert endnu.« Dernæst kom Dagsordenen for.
Hun dansede ung og skrøbelig, nær og dog fjærn. Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort, led han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom ud af sin Fjærnhed. Naar han da følte ligesom Anger over Sejren, lo hun, til han blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten.
Dagens Ord