United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham.“ Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede klamt og fugtigt. „Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte Anase forskrækket og kom løbende ned til mig.
Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten. „Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han gik. Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.
Han stillede sig hen for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde, saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage. „Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde ganske forladt Anase.
Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en.“ „Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf.
Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som fra et Menneske. „Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.
Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, et Spøgelse eller en Aand eller ... „Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg. Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os. „Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“
Kom bare frem, hvis du ikke allerede er djævlebunden for saa tør du jo ikke vise dig for kristne!“ „Hvem, hvem?“ „Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“ Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi.
„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han. „Jo! men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“ Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv: „Jeg tror, det var Fanden selv!“ „Fanden! Hvad mener du?“
Den af dem, som levede længst, skulde mindes den afdøde, hver Gang han saa Varderne.“ Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten er allerede hvid yderst ude.
Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er Død for Menneskene, siger Anase. „I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev derude en Novemberdag. Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.
Dagens Ord