United States or Czechia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Noget af det mest iøjnefaldende ved vildtvoksende Planter er, at de staar tæt, d.v.s. at Jorden mellem dem slet ikke ses; Klipper, Sten og nøgne Sandbrinker ses, men aldrig Mulden; det er imod dens Natur at være udækket.
Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det paa Plads. Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren. -Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset. -Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
Denne baade spæde og ranke Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse Haar, der var strøget op over den ret store Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen til et Indtryk af Støthed, som han aldrig før havde fundet hos hende.
Hun sad igen og saa ud over Mosen. Hvem er hun? En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul. Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op af sin Grav for at søge efter det. Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden. Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de aldrig mere.
Han har ingen Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det aldrig falde ham ind at foragte den.
Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs. Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber. En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om Valby. William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen.
For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig. Vexeljageriet hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev præsteret.... Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge. Ja, der var aldrig Mangel. Og den gamle Mand bøjede sit gamle graa Ansigt over Bøgerne og saa' ikke paa mig. -Men hvordan gaar det til? Karlsen hvordan kan det gaa til? Saa pludseligt? Saa mange Penge?
Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse.
Men hun havde en Maade at #tie# paa om sine Lidelser "min Go'e, jeg har jo at bøje mig" saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet. Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt. Mais oui sagde hun c'est l'áge orageux . -Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen áge orageux .
Dagens Ord