United States or Saudi Arabia ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han forstaar , sagde han. Men kan udrette noget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev handlet i dette land.
Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem. Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. Han gik ud i Køkkenet.
-En Gang maa vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt. -Vi maa gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen. -De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg. De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten: -Alvorlig? alvorlig? sagde han.
For femhundrede halvtreds Kroner forbi og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne. -Tag Du Pengene et Steds, sagde Adolf. -Din Moder har Penge, sagde Spenner. Adolf svarede ikke.
Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang. Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke en Rest fra et Maskebals-Arrangement der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.
-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen jeg holder ikke af det ... det »Elektro« ... Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten....
-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele.... De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet. -Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de. De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften.
Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind. -Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man sover.
Men det var og blev hende en svær Ting »de putter saa meget sammen«, sagde hun til Berg og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne. -Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge. -Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads. -Udmærkede, sagde han.
Ja der blev nævnt Folk det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet til Direktør. -Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør ... -Ja, raabte Adolf, vi to Berg os to. Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse. Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr.
Dagens Ord