United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Længe stod Konferentsraad Hein foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte. -Ja sig saa De det, sagde Herluf. »Deputationen« var staaet af ved Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og han aabnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at sidde her.
Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem kun i sidste Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz. Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin ... Jublen var ubeskrivelig. Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større Kasse-Kredit.
Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene. "Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone. Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet. "Bøj dine Ben." Han adlød.
Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod paa Skrivebordet. -Der er mange, sagde hun. -Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe: -De har været gode for Forretningen. Da Moderen aabnede Døren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence: -Er Hans der? -Ja, svarede Jægermesteren. -Kom her ind.
Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi. Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en =tête
Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis i Porten eller udenfor og hun løb, som om hun derved kunde undgaa det. Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen. Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst.
Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes naesten, som han lyttede. Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den fremmede Sang turde hun da lukke ind over sin Datter. Hjaelp mig i Tide at bevare mit Hjerte fra Letsindighed, at, naar du kalder, jeg kan svare; Ja, Herre, se, jeg er bered.
-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og Husmanden nikkede til Bekraeftelse. -Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe. I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen.
Hans Mund aabnede sig, uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvæles i Græsset. Nu er vi samlet den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev gift med. Ane Mette, her er dine Mænd! Nederlaget Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde næppe slæbe sig frem.
Jeg blev øjensynlig ventet, for da Vognen standsede, fløj de store Døre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal. Saa aabnede den gamle Mand en Dør, og uden at nævne mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Døren aaben for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig.