United States or Mozambique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han: -Ja du jeg er tilfreds -Men du gode Gud vi snakker op om alle andre og om dig faar jeg ikke det mindste at vide. Hvad er du egentlig? -Præst. -Præst? Ja husker du ikke, jeg studerede Theologi? Aa nej det var jo #det#, vi talte mindst om. Jo jeg er saamæn Præst. -Hvor længe har du været det? -To Aar, min Ven. -Og hvor? -Paa Lyø. -Paa Lyø. -Ja.
En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte følges strax. -Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind. -Hvormange, spurgte Madammen. -Aa Satan han slog til Tallerkenen og saa kan den Usselhund ikke en Gang hente dem selv ...
William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel kør saa!" "Deres Muffe," raabte William. "Aa ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen. Efter den Dag var de meget sammen.
Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de kunde skinne Pander og Gryder og Potter op langs Væggene. Kaffekanden havde Mave og var altid paa. -Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen. -Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange Gud ske Lov ... man er da kendt. Hele Egnen kom i Skolen.
Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'r noget af Smagen? Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver Klase i lidt Silkepapir. Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida. -Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.
"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!" "Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere, og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne.
Men hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte han højlydt ned over Bordet: Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af; man kan ikke saadan forlade sine Gæster! Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke.
Saa stod Mo'er henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene. Hun lagde Armene om hans Hals og sagde: -Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt det er først Aarene, der bringer den rigtige Lykke. Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt. En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du det med Landstedet, da det blev solgt det var en af de tungeste Dage af dem, som kom siden bagefter.
De er vist ogsaa sære, mange af dem jeg synes, de, som varter op, de gaar og ser saa underligt paa dem ... Kan De se den tykke Opvarter der sikke han ligefrem slænger Maden ned paa Bordet foran dem ... Se, der kommer en Hund aa, det er Synd: den faar vist ikke noget.
Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind. -Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i Theatret. Karl fik Overtøjet af hende og satte sig. -Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin Næse: -Nu skal vi spise paa Fransk. -Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage.